Liminal Terms
Jeg undersøger øjeblikke af skrøbelighed — de sekunder, hvor noget kunne tippe, falde, bryde sammen. Mine motiver befinder sig i spændingsfeltet mellem kontrol og tab, mellem det hverdagslige og det truende. Jeg maler for at fastholde den midlertidighed, vi alle lever i, men sjældent anerkender. Jeg arbejder med motiver, der befinder sig i et skjult spændingsfelt: øjeblikket lige før noget kunne gå galt. Det er de små, næsten oversete hændelser, hvor livet afslører sin skrøbelighed — et barn der balancerer på et hegn, en person der mister fodfæste, landskaber der er på vej mod forandring, brud eller sammenbrud.
Jeg er optaget af den midlertidighed, der er livets egentlige præmis. At vi bevæger os gennem verden uden garanti, og at alt det, vi tager for givet, i virkeligheden hviler på et skrøbeligt punktum. I mine malerier forsøger jeg at indfange det øjeblik, hvor noget vibrerer mellem orden og kaos, ro og fare — det sekund hvor alt stadig er intakt, men kunne forandre sig på et splitsekund. Formmæssigt arbejder jeg figurativt med præcision i nogle elementer, mens andre flader opløses, udviskes eller forskydes. Opløsningen fungerer som en modvægt til det figurrene og skaber en bevægelse i billedet, der minder om den bevægelse, vi som mennesker oplever i os selv: en konstant vekslen mellem kontrol og tab, styrke og sårbarhed. Jeg ønsker ikke at låse værket med en entydig fortælling. Det er i spændet mellem det præcise og det uafklarede, at mine billeder finder deres energi — en slags stille, underliggende uro, der både truer og fascinerer. For mig handler maleriet om at forstå de mekanismer, vi sjældent taler om, men som findes i kroppen, i relationerne, i naturen og i tiden.
Jeg maler for at fastholde de øjeblikke, hvor livet viser sig som mest levende: lige før det tipper.
Any Day Life
Jeg er optaget af hverdagssituationer, øjeblikke der afspejler livets gentagelser og rutiner, alt det, der ikke er de klassiske ”Kodak moments”. I et liv består langt det meste af hverdag, gentagelser og rutiner, og det er netop disse almindelige øjeblikke, som ofte går ubemærket hen, der fascinerer mig. Det er de små, humoristiske øjeblikke, de uperfekte og til tider lidt skæve eller ødelagte situationer, der fanger min opmærksomhed. Familien som begreb og institution optager mig. Der sker hele tiden nye knopskydninger på familien, som starter en ny gren. Børn bliver voksne, starter nye familier, og nogle skiller sig igen. Jeg er optaget af de historier og fortællinger, der skabes i familien.
Værkerne hedder således “Any Day Life” og refererer til alle disse gentagelser af små øjeblikke i livet. Alle de små øjeblikke imellem, før og efter ”the Kodak moments”.